WeBible

1 - Og Elihu blev ved og sagde:

2 - Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.

3 - Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.

4 - Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.

5 - Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.

6 - Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.

7 - Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.

8 - Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,

9 - da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;

10 - da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.

11 - Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;

12 - men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.

13 - Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.

14 - Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.

15 - Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.

16 - Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.

17 - Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.

18 - Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!

19 - Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!

20 - Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.

21 - Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.

22 - Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?

23 - Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?

24 - Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;

25 - hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.

26 - Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.

27 - Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,

28 - hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.

29 - Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?

30 - Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.

31 - Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.

32 - Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.

33 - Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.